Lun på Ord 2025: Læsefestival vender tilbage den 24.-25. januar
For 10 år siden slog Furesø Bibliotekerne og Galaksen for første gang dørene op for læsefestivalen Lun på Ord. Akkurat som alle de andre år er der igen et bredt udvalg af forfattere, musik og kreative workshops. Nu er vi ved at lægge sidste hånd på programmet og vil gerne løfte sløret for noget af det, man kan komme til at se til Lun på ord 2025.
Familiemønstre, broderimønstre, drukmønstre, sorgmønstre, omsorgsmønstre …
I år er temaet for Lun på Ord – Mønstre. For tiden tegner der sig et billede af forskellige mønstre i litteraturen. Vi har valgt forfatterne ud fra aktualitet, men også ud fra hvad vi kan se borgerne i Furesø læser, hvilke bøger, der flest reserveringer på. Vi holdt hurtigt øje med debutanten Maja Linea Ernst for, der var rigtig mange reserveringer på hendes bog ”Kun til navlen”, og sørme om hun ikke også vandt Bogforums debutantpris 2024, så hendes glæder vi os til at møde til Lun på Ord.
Forfatteren Lone Hørslev kommer ind på et særligt drukmønster for kvinder i samtale med litteraturformidler Lea Fløe Christensen, forfatteren Stine Askov taler med Niels Folmann om sin seneste bog ”Varme hænder”, som giver et billede af omsorgsmønstre for omsorgspersoner, forfatter Thomas Korsgaard samtaler med Helle Vincentz om familiemønstre og om man overhovedet kan tale om mønsterbrydning? Det spørgsmål kan forfatter Morten Pape måske svare på, når han fortæller om ”Nøglebarn”.
Og hvordan er det lige med mønstre i musikken og sproget? Det får vi måske svar på, når Jens Unmack fra Loveshop slutter festivalen af med en samtale med Galaksens leder Morten Mathiesen.
Og de nævnte forfattere er kun et udpluk. Se mere på furbib.dk
Alt det andet lækre
Dertil kommer alt det andet lækre, vi byder på nemlig en masse krea-workshops for børn, teater og musik for de mindste med Sille & Palle, og gode grin til de mellemste, når duoen bag Møgmis byder op til tegning.
Man kan også dyrke mønstrene i håndarbejdet, når den sociale økonomiske virksomhed 'I Tråd med Verden' viser hvordan man kan brodere mønstre, ord eller franske knuder.
Fællesskab og samarbejder
Festivalen har udviklet sig til at være et stort kludetæppe af lokale samarbejder, som foruden biblioteket og Galaksen tæller Fontænehuset, som bidrager med en kunstudstilling, musikskolen der spiller til åbningen, UngFuresøs musicalhold og forfatterskole, som præsenterer uddrag. Og dertil kommer de kreative workshops med Lundsfryd&Blomst og broderi-workshop med I Tråd med Verden, der til daglig har til huse i Farum Midtpunkt. Og så har borgerne i Furesø i fællesskab skabt et stort kunstværk af broderede ord med titlen Skriften på væggen.
Skriften på væggen
Om fredagen lægger vi ud med en fernisering på væg-tæpperne Skriften på væggen, som er resultatet af efterårets broderi-workshops med forfatter Stine Askov og I tråd med verden. Ord der er broderet af borgere i Furesø på stof, der er farvet af planter plukket i Furesø. Et helt igennem Furesøsk fællesskabsværk, som man kan se og høre mere om fredag den 24. januar 2025 kl. 13 på biblioteket i Værløse. Selve åbningen af Lun på Ord er kl. 14 i Galaksens store sal.
Kontakt
Furesø Bibliotekerne
Farum
Tlf. 7235 4585
Hareskov
Tlf. 7235 4670
Værløse
Tlf. 7235 4635