Unge forfattere mødtes i Skulpturparken
Sommerferien er skudt i gang, men 11 unge forfatterspirer fra Furesø fravalgte i sidste uge festivaler, charterferier og streamingtjenester for at udforske deres skriveevner sammen med andre ligesindede. Det foregik med afsæt i Skulpturparken, som har 25-års jubilæum til august.
Fotograf: Tina Cayuga
Møder i Skulpturparken
”Forfatterskole – special edition” hed sommerferieaktiviteten, der blev udbudt til alle unge fra 6. til 9. klasse. Furesø Biblioteker og Ung Furesø stod bag, og det var forfatter og underviser Tina Cayuga, der varetog kurset. Det særlige ved forfatterskolen i år var, at deltagerne skulle begynde deres kreative proces i Farum Internationale Skulpturpark og blive inspireret af skulpturerne her. Overskriften var ”Møder i Skulpturparken”.
Et kreativt rum med højt til loftet
11 unge mellem 13 og 17 år meldte sig til kurset.
”De arbejdede så koncentreret og tog opgaven megaalvorligt”, fortæller Tina om deltagerne. ”Vi skabte et kreativt rum med højt til loftet, hvor alle ideer blev taget seriøst. Min fornemmeste opgave var at være fødselshjælper og skabe et trygt rum, hvor de kunne udfolde sig. Der blev skrevet, så det sprøjtede!”
”Der blev også grinet en masse og rusket i ordene”, fortsætter Tina. ”For dem, der manglede mod, var det min opgave at styrke dem i troen på deres eget værk og evner. Det er en fantastisk proces at se unge mennesker vokse med en opgave og få lys i øjnene”.
Unge stemmer i Skulpturparken
De unge forfatteres tekster bliver samlet i antologien ”Unge stemmer i Skulpturparken”, der offentliggøres den 31. august, når Skulpturparkens 25-års jubilæum bliver fejret. Her kan du møde forfatterne, høre uddrag af teksterne og få dit helt eget eksemplar af antologien.
Jubilæet afholdes – naturligvis – i Skulpturparken den 31. august kl. 10-18, alle er velkomne, og der er masser af aktiviteter for børn og voksne. Læs mere om på www.furesoe.dk/Skulpturparken.
Om Tina Cayuga
Tina Cayuga driver forfatterskolen under Ung Furesø og Furesø Biblioteker. Hun har 25 års erfaring i at undervise unge i at skrive fiktion, er uddannet fra forfatterskolen for børnelitteratur, og har selv en række professionelle udgivelser bag sig.
Foto: Tina Cayuga