Nye græsgange til kommunens hårdtarbejdende får og kvæg
Politikerne i Natur og Klima tilpasser afgræsning og naturpleje i to af kommunens naturområder ved Præstesø og Hjortøgaard.
Der har allerede i mange år været græsning i de to naturområder. I store dele af områderne har får sørget for at holde græsset nede, mens der har gået kreaturer i andre områder hhv. sommer og vinter.
Fremover vil flere mindre folde med fåre- og kreaturgræsning blive lagt sammen til to større folde, hvor 3-4 Galloway-kreaturer skal græsse året rundt i hver fold. Fårene, der er afholdt af mange af Furesøs borgere, vil blive samlet i en til to folde ved Hjortøgaards bygninger, hvor fårene også vil læmme. Især lammene er en stor attraktion omkring påske.
Lene Munch-Petersen (A), formand for Natur og Klima:
”Flere foreninger har gennem en lang årrække foretaget frivillig naturpleje i området – blandt andet har de virkelig givet kæmpe-bjørneklo og andre invasive arter kamp til stregen. Der skal lyde en stor tak til alle de frivillige, som har lagt et stort arbejde i at pleje naturen omkring Præstesø og Hjortøgaard. Vi har haft en række møder med foreningerne for at drøfte de tilpasninger, vi har besluttet at gennemføre nu, og kommunen vil meget gerne fortsætte det tætte samarbejde med foreningerne. På den måde kan vi i fællesskab sikre optimale betingelser for en mangfoldig natur i området”.
Der er bred enighed blandt eksperter om, at naturforvaltning med græssende dyr på naturarealer er et af de bedste tiltag for biodiversiteten. Men græsning er ikke bare græsning, og den positive effekt afhænger af, hvordan man går til opgaven.
Afgræsning med kreaturer og / eller heste året rundt, hvor arealet ikke overgræsses, er den bedste tilgang, hvis man vil fremme et varieret dyre- og planteliv. Det kaldes også naturlig græsning. Ved naturlig græsning, kan det i perioder med snedække eller tørke være nødvendigt at fodre dyrene.
Øjvind Vilsholm (Ø), næstformand for Natur og Klima, glæder sig til at se de forandringer, som den ændrede naturpleje vil medføre:
”Vi regner med, at vi fremover får endnu mere natur på områderne omkring Hjortøgaard og Præstesø. Med de justeringer af naturplejen, som vi nu har vedtaget, forventer vi at se endnu flere blomstrende urter i løbet af sommersæsonen. De mange blomster vil give et godt fødegrundlag for sommerfugle og mange andre insekter, som er trængte i den danske natur. Flere insekter vil også være til gavn for de mange fuglearter, for hvem insekter udgør et vigtigt fødegrundlag."
Helårsgræsningen hænger godt sammen med, at Driftsgården, som står for kommunens naturpleje og dyr, har opstartet et samarbejde med Skolelandbruget, hvor Skolelandbrugets unge talenter deltager i arbejdet med at se til dyrene, fodre mm. Parterne arbejder på at styrke og udvide samarbejdet, så talenterne i fremtiden fx kan deltage i formidling af naturværdierne i området, samt overvågning af naturplejens effekt på flora og fauna.
Lene Munch-Petersen
Udvalgsformand
Byrådet
lmp@furesoe.dk
Øjvind Vilsholm
Udvalgsnæstformand
Byrådet
oev@furesoe.dk
Mål 1: Mere natur og bedre klimaløsninger
”I 2030 er Furesø en kommune, hvor vi passer på vores natur, har en øget biodiversitet og en markant mindre CO2-udledning, fordi vi samarbejder med erhvervsliv og borgere om langsigtede, innovative miljø- og klima-løsninger.” Se Furesø Kommunes 2030-mål
Kontakt
Natur og Miljø
Stiager 23500 Værløse