Skip til hoved indholdet

Musikken blev et stille mirakel for 70 skolebørn med autisme – nu skal erfaringerne deles med landets specialklasser

Hvis dit barn er diagnosticeret med autisme eller ADHD og modtager specialundervisning, så vil vedkommende måske aldrig møde musik på skoleskemaet. Og det kan være en overset mulighed for de mere end 30.000 skoleelever, der på landsplan får specialundervisning. For hos Furesø Musikskole og Lille Værløse Skole har man på rekordtid bevist, hvor hurtigt musikundervisning kan være med til at skabe bedre trivsel i specialundervisningen. Og erfaringerne er så positive, at der nu udsendes en ny publikation til landets specialklasser for at sætte fokus på trivsel gennem musikken.

Roligere, mere fokuseret og nærværende. Sådan beskriver lærere og pædagoger fra Lille Værløse Skole de 70 elever i specialundervisningen fra 0.-9. klassetrin, som sidste efterår modtog fast ugentlig musikundervisning af musikskolelærere. Her oplevede både børn og voksne et stille mirakel, da et nyt musikforløb viste sig at kunne bidrage med mere end bare musik.

Emilie Schou Svejstrup, som er afdelingsleder for specialundervisningen på Lille Værløse Skole, fortæller om musikforløbet:

“Det har været en kæmpe øjenåbner for mig. Flere af vores elever, hvor det til tider er svært at skabe trivsel og mening i specialundervisningen, strålede i musikforløbet. Jeg kan ikke sige andet end, at det netop er sådanne tiltag, som vores skønne børn og nuværende skolesystem har brug for”.

Nu skal de vigtigste erfaringer og undervisningsaktiviteter fra det opsigtsvækkende musikforløb deles med specialklasser- og skoler, børnekulturhuse samt musik- og kulturskoler over hele landet. Det sker i form af en ny publikation med titlen “Musik, teater og billedkunst for børn med særlige behov”, som er blevet til i et samarbejde mellem Furesø Musikskole, Børnekulturhuset i Aarhus samt Slots- og Kulturstyrelsen.

Billede af underviseren og elever

Foto: Musikskolelærer Philip var en del af projektet

Efterspørgsel på mere musik fra både børn, forældre og lærere

Musikundervisningen var lidt af et eksperiment for både Lille Værløse Skole og Furesø Musikskole, der var gået sammen om det nye musikforløb med titlen “Mød Musikken” – ingen af dem havde før tilrettelagt musikundervisning for så mange elever med autisme og ADHD på en gang.

Det krævede tid og samarbejde på tværs, men eksperimentet viste sig at være umagen værd. Nu efterspørger alle mere musikundervisning, både skolebørn, forældre og lærere.

Derfor har Lille Værløse Skole nu oprettet musikhold med undervisere fra Furesø Musikskole, og flere forældre har på eget initiativ tilmeldt deres børn til musikskolen.

Musikskoleleder på Furesø Musikskole, Jes Gram, udtaler:

“I snart 25 år har jeg arbejdet med musikundervisning for børn og unge. Med det her samarbejde kan jeg se, at vi virkelig flytter nogle hegnspæle. Nu kan vi åbne vores døre for en ny elevgruppe, som ikke før kunne huses på musikskolen. Og tilmeldingerne vælter ind fra forældre, der har børn med autisme eller ADHD. Der er et tydeligt behov for det her”.

Et område som kalder på nye samarbejdsformer

Der er flere grunde til, at efterspørgslen kan mærkes så tydeligt i Furesø Kommune. En af dem er, at flere børn og unge er blevet diagnosticeret med autisme og ADHD gennem det seneste årti. En opgørelse foretaget af Sundhedsdatastyrelsen fra sidste år viste, at der i perioden 2012-2021 var en stigning i antallet af diagnoser inden for autisme på 54% og for ADHD på 29%.

Flere af landets kommuner arbejder i disse år på at finde løsninger, der kan lette det store pres på specialområdet, som den massive stigning i diagnoser fører med sig. Specialundervisningen kræver flere og andre ressourcer end den almene folkeskole, og her kan de opsigtsvækkende resultater fra Furesø Kommune måske inspirere til udvikling og nye samarbejder, hvor man i højere grad indtænker musik- og kulturskolerne.

Ulla Holck, lektor i Musikterapi ved Aalborg Universitet, siger:

”Fra forskningen i musikterapi ved vi, at musikken kan noget særligt i samspil med børn og unge med autisme. De har nogle udfordringer, og dem skal man have kendskab til for at kunne lykkes med musikundervisningen. Men at så mange skolebørn reagerer så positivt på musikundervisning, endda over en ret kort periode, det er imponerende. Jeg ser flere grunde til, at de positive erfaringer fra “Mød Musikken” bør undersøges nærmere og udvikles”.

Med den nyudgivet publikation håber Furesø Musikskole og Børnekulturhuset i Aarhus på, at både ledelse og lærere finder inspiration til kunstfaglige forløb og aktiviteter i specialundervisningen – og gerne i et sammenhæng hvor især musik, men også teater og billedkunst, indtænkes som fag, der kan være med at skabe bedre trivsel hos eleverne.

Furesø Byråd har sat et ambitiøst 2030-mål om, at Furesøs folkeskoler skal være blandt de 10 % bedste i landet både i forhold til læring og trivsel. Derfor er dette projekt så vigtigt, mener Muhammed Bektas (A), formand for Børn og Skole i Furesø Kommune:

”En vigtig del af et godt børneliv er, at man trives i skolen, hvor børnene tilbringer rigtig mange af deres vågne timer i hverdagen. I lighed med resten af Danmark oplever vi også i Furesø Kommune en fortsat stigning i antallet af elever, der går i et specialtilbud. Derfor arbejder vores skoler og fritidsordninger med at ændre form og aktiviteter i skolehverdagen. Det her er et fantastisk eksempel på den nytænkning, der skal til, for at færre børn segregeres. Vi skal have gode lokale tilbud, så alle børn kan folde sig ud i de rette rammer, og så vi løfter trivslen og læringen markant for elever med særlige behov”.

Også Tine Hessner (B), formand for Kultur, Fritid og Idræt i Furesø glæder sig over resultaterne.

”Vi har en meget vigtig opgave i at tænke nyt i krydsfeltet mellem kultur og mental sundhed, og det er dybt inspirerende at se, hvordan musikskolens faglighed kan spille en afgørende rolle i arbejdet med at styrke børnenes sociale trivsel og selvtillid. Nu skal vi finde en løsning på, hvordan vi kan fortsætte undervisningen efter projektet”.

Publikation: “Musik, teater og billedkunst til børn med særlige behov – inspiration og aktiviteter” Velkommen til Furesø Musikskole "Vores Furesø" - Kultur-, fritids- og idrætspolitik i Furesø Kommune

Mål 3: God velfærd for børn, ældre og udsatte

”I 2030 går Furesø foran for at sikre det gode børneliv og en tryg alderdom”. Se Furesø Kommunes 2030-mål

Kontakt

Furesø Musikskole

Kulturtorvet 12
3520 Farum

Kontakt

Center for Kultur og Ejendomme

Stiager 2
3500 Værløse

Ring til os

Modtag nyheder fra Furesø Kommune

Opret nyhedsbrev

Find os

Furesø Kommune
CVR-nr.: 29188327
Kommunenummer: 190

Telefon: 7235 4000

Furesø Kommunes telefontider

Mandag - onsdag 10 - 14
Torsdag 10 - 17
Fredag 10 - 14

Besøg i Borgerservice

Ved fysisk fremmøde skal du bestille tid i Borgerservice

Følg os på de sociale medier

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback