Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

International harpefestival vender tilbage til Farum

Furesø Musikskole og den internationale harpeproducent Camac præsenterer Danish Harp Days 2025

Furesø Musikskole og den prestigefyldte franske harpeproducent Camac gentager succesen. For anden gang løber Danish Harp Days af stablen i Farum Kulturhus med gratis koncerter, masterclasses og en international harpeudstilling den 21.-23. marts 2025. Som en af de få danske musikskoler tilbyder Furesø Musikskole harpeundervisning og spiller dermed en central rolle i udviklingen af det nordiske harpemiljø:

"Samarbejdet med Camac giver vores harpeelever en unik mulighed for at opleve og lære fra nogle af verdens fineste udøvere. At vi kan tiltrække en kapacitet som Camac til Farum viser, hvor stærkt og engageret vores harpemiljø er blevet. Vi glæder os enormt til at gentage succesen fra festivalen i 2022 – til at hylde harpen og vores dygtige elever", udtaler Inger Lerch Høj, konstitueret leder af Furesø Musikskole.

Koncerter og masterclasses i særklasse

Festivalen præsenterer et stærkt program med prisvindende solist og orkestermusiker Nabila Chajaj, der giver eksklusiv pedalharpe-masterclass, mens den bretonske virtuos Nolwenn Arzel inviterer ind i den keltiske harpes fortryllende klangspil. Den danske sanger og harpenist Sylfide, der med sin glasklare stemme og sit elektroakustiske univers forener nordisk folkemusik og moderne sangskrivning, giver en stemningsfuld frokostkoncert i Kulturhusets café, Anaïs Kulturcafé.

"Med Danish Harp Days sætter Camac fokus på Danmarks harpemiljø. At kunne tilbyde vores elever direkte adgang til verdensklasse-musikere og -instrumenter er stort for danske musikskoler", fortæller festivalleder og harpelærer Lovisa Wennesz.

Blandt festivalens højdepunkter kan man opleve:

  • Solokoncerter med internationale stjerner Nabila Chajaj og Nolwenn Arzel
  • Masterclass i pedalharpe ved Nabila Chajaj
  • Workshop i keltisk harpe ved Nolwenn Arzel
  • Frokostkoncert med den danske artist Sylfide
  • Elevkoncerter ved harpeelever fra hele Danmark
  • International Camac-harpeudstilling

Unikt eftersyn af Camac-harper

Normalt kræver et eftersyn af en Camac-harpe en rejse til fabrikken i Frankrig. Under festivalen kan man dog nøjes med en rejse til Farum, hvor Camac stiller gratis harpeservice ved en af deres egne harpeteknikere til rådighed – en sjælden mulighed for ejere af disse eksklusive instrumenter. Festivalen byder desuden på en stor udstilling, hvor interesserede kan opleve og afprøve Camacs anerkendte keltiske og pedalharper.

Program og tilmelding

Find det fulde program på Furesø Musikskoles hjemmeside og læs mere om de medvirkende kunstnere og praktisk information. For tilmelding til masterclasses og yderligere information kontakt venligst Lovisa Wennesz – festivalleder og harpelærer på Furesø Musikskole

Telefon: +45 2679 0825

Email: mail@lovisa.dk

Praktisk information

Hvad: Danish Harp Days 2025

Hvor: Farum Kulturhus

Hvornår: 21.-23. marts 2025

Entré: Gratis adgang til alle arrangementer

Læs mere på Musikskolens hjemmeside

Danish Harp Days 2025

Kontakt

Furesø Musikskole

Kulturtorvet 12
3520 Farum

Modtag nyheder fra Furesø Kommune

Opret nyhedsbrev

Furesø Kommune

Stiager 2
3500 Værløse

CVR-nummer: 29188327
Kommunenummer: 190

Telefontider

Telefonnummer: 7235 4000

Mandag til onsdag kl. 10 til 14
Torsdag kl. 10 til 17
Fredag kl. 10 til 14

Borgerservice

Bestil eller afbestil tid i Borgerservice.

Følg os på de sociale medier

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback