Ekstra P-dæk skal sikre parkeringspladser til de handlende på Farum Bytorv
Furesø Kommune og ejerne af Farum Bytorv er blevet enige om parkeringsforholdene ved bytorvet. Når butiksudvidelsen og de nye boliger står færdige – formodentlig i slutningen af 2027, er der kommet 50 ekstra parkeringspladser i forhold til i dag. Der vil fra start være plads til 664 biler, og der etableres 270 cykelstativer i tilknytning til centret.
Farum Bytorv blev oprindelig opført som et åbent center i 1978. I 1993 blev det overdækket, som vi kender det i dag. Og til sommer vokser centret igen.
Ved arbejdet med bytorvsudvidelsen har der fra butikkerne og de handlendes side være fokus på, om der også i fremtiden vil være p-pladser nok ved Farum Bytorv. Kommunen har derfor lagt pres på at sikre, at der som en del af byggeriet etableres to p-dæk oven på de nye butikker i stedet for det ene, som ellers var foreslået.
Efter forhandlinger mellem kommunen og NREP lykkedes det lige før jul at nå til enighed om en løsning med flere p-pladser.
Fra højre: Bettina Ugelvig (A), formand for Plan og Byudvikling, Lars Carpens (V), medlem af Plan og Byudvikling, Steen Egede Hansen, ejer af Sport 24 og Cool Company på Farum Bytorv, og Erik Mørk, formand for Centerforeningen
Samtidig har kommunen lagt hovedet i blød for at finde plads til de bilister, der i dag parkerer hele dagen ved bytorvet uden egentlig at være kunder der. Ambitionen er op mod 100 p-pladser, der kan frigives på den måde.
Endelig er der enighed om at indføre tidsbegrænset parkering ved bytorvet, så man ikke føler sig fristet til at parkere hele dagen og optage p-pladser fra de handlende. I dagtimerne kan man parkere frit i 2 timer. Ved parkering over 2 timer skal man betale en afgift. Der bliver ikke tale om p-vagter eller p-bøder. I stedet betaler man for den ekstra p-tid ud over de to gratis timer, når man forlader p-pladsen.
Den tidsbegrænsede parkering kommer til at gælde mellem kl. 8 og 18.
Bettina Ugelvig (A) formand for Plan- og Byudvikling glæder sig over løsningen:
”Jeg er overbevist om, at vi er landet på den bedst mulige model for parkering på Farum Bytorv. Med tidsbegrænsningen gør vi op med langtidsparkering nu og her - og med de ekstra parkeringspladser, der kommer når vi er igennem den første byggefase, får vi en velfungerende parkeringsplads fremadrettet. Hertil kommer, at der ligger en aftale med ejerne og en mulighed i lokalplanen for, at vi kan øge antallet af parkeringspladser i fremtiden, hvis behovet opstår”.
Formanden for Centerforeningen på Farum Bytorv, Erik Mørk, glæder sig til, at der bliver taget hul på udvidelsen:
”Parkeringsforholdene bliver en udfordring i byggeperioden, det kan vi ikke komme udenom. Men hvis alle, der kommer i bil til bytorvet mens der bygges, viser lidt ekstra tålmodighed og hensyn, skal vi nok komme helskindet igennem. Og så ser vi ind i rigtige gode parkeringsforhold derefter”.
Furesø Kommune og Dades A/S skal nu indgå en driftsaftale om parkeringen på det sydlige areal, som Furesø Kommune fortsat ejer, før der kan etableres tidsbegrænsning.
Mål 7: Velfungerende erhvervsliv med lokale arbejdspladser og et godt handelsliv
”I 2030 er Furesø en kommune med flere lokale arbejdspladser og iværksættere samt med levende bymidter og et godt handelsliv.” Se Furesø Kommunes 2030-mål
Kontakt
Plan og Byg
Stiager 23500 Værløse
Ring til os
Kontakt
Center for Kultur og Ejendomme
Stiager 23500 Værløse