Send store smil til skolepatruljerne
Det er en kold fornøjelse at være skolepatrulje i de kolde og mørke vintermåneder, og det standhaftige arbejde fortjener anerkendelse. Derfor markerer Furesø Kommune og politiet elevernes særlige indsats i uge 5 og hylder skolepatruljen, der hver morgen sikrer en tryg og sikker skolevej for deres klassekammerater.
I Furesø Kommune får skolepatruljerne besøg af områdebetjent fra Nordsjællands Politi, Henrik Brodt, med en særlig tak og anerkendelse af børnene for deres frivillige arbejde og store indsats. Viceborgmester Bettina Ugelvig besøger Hareskov Skoles skolepatrulje torsdag den 30. januar 2025.
Danskerne bakker op om skolepatruljerne
Skolepatruljeindsatsen bidrager til trygheden omkring skolerne. Samtidig har skolepatruljerne en meget konkret indvirkning på trafiksikkerheden, da næsten alle trafikanter, som kommer til at køre for stærkt på skolevejen, sætter farten ned, hvis de ser en skolepatrulje.
”Der sker heldigvis kun få alvorlige ulykker på danske skoleveje, og skolepatruljen er uden tvivl med til at bidrage til både trygheden og sikkerheden på skolevejen. Det er måske svært at begribe, at man i 6-7. klasse har en betydning for andre på den måde, men det er ikke desto mindre tilfældet, så stor tak herfra, siger Liv Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Når skolepatruljerne træder ud i trafikken, er det ikke kun skolebørnene, der nyder godt af deres arbejde. Hele 96 procent af danskerne er positive over for skolepatruljernes indsats, viser en undersøgelse foretaget af Rådet for Sikker Trafik og LB Foreningen.
„Det er fantastisk at se den opbakning, skolepatruljerne har fra danskerne. De skaber ikke kun sikkerhed for de yngste trafikanter, men minder os alle om at vise hensyn i trafikken. Det er derfor helt på sin plads, at vi giver dem et ekstra skulderklap i uge 5, som vi har døbt Den Sureste Uge,“ siger Mikkel Klausen, chef for uddelinger i LB Foreningen.
Hyldest over hele landet
I alt deltager 82 kommuner i Den Sureste Uge 2025, hvor kommuner, politikredse og skoler samles om at fejre skolepatruljerne. Mange steder bydes der på varm kakao, chokolade eller friskbagt bagværk til eleverne, der ofte starter deres dag tidligere end alle andre for at sikre en tryg skolevej.
Når skolepatruljerne i uge 5 stiller sig ud på skolevejen, stiller de sig på skuldrene af mange generationer før dem, som også har taget ansvar for deres lokalområde og skolens trafiksikkerhed. Skolepatruljeordningen blev lanceret i Danmark i 1949 efter amerikansk inspiration, og siden er der oprettet skolepatruljer landet over, hvor tusindvis af elever har bidraget til en tryg start på skoledagen.
Fakta
96 procent af danskerne er positive over for skolepatruljerne. (Kilde: ”Skolepatruljer 2023“ er en undersøgelse foretaget af Wilke for Rådet for Sikker Trafik og LB Foreningen blandt 1.018 repræsentativt udvalgte danskere.
Den Sureste Uge er en årligt tilbagevendende kampagne, som sætter fokus på skolepatruljernes indsats i den mørkeste og koldeste tid af året.
Om Den Sureste Uge
Den Sureste Uge er en landsdækkende kampagne i uge 5, hvor Rådet for Sikker Trafik og LB Foreningen hylder skolepatruljerne for deres vigtige arbejde. Kampagnen inviterer kommuner, politiet og skoler til at deltage i fejringen og give skolepatruljerne en velfortjent anerkendelse.
Kontakt
Center for Dagtilbud og Skole
Stiager 23500 Værløse
Ring til os
Kontakt
Center for By og Miljø
Stiager 23500 Værløse