Vedtagelse
Lokalplan 167 for boligbebyggelsen på Hejrebakken 3-9 og 13-63 er endeligt vedtaget og offentliggjort
Byrådet vedtog den 26. november 2025 Lokalplan 167, Boligbebyggelsen på Hejrebakken 3-9 og 13-63.
Byrådet vedtog den 26. november 2025 Lokalplan 167, Boligbebyggelsen på Hejrebakken 3-9 og 13-63. Planerne er offentliggjort på plandata.dk den 3. december 2025. Planerne kan også ses i højre kolonne.
Vedtagelsen af planerne kan påklages til Planklagenævnet for så vidt angår retlige forhold. Klage skal ske via Klageportalen inden 4 uger efter datoen for planernes offentliggørelse, dvs. senest den 31. december 2025. Læs mere om planerne, deres retsvirkning, klagevejledning mm. nedenfor.
Lokalplan 167, Boligbebyggelsen Hejrebakken 3-9 og 13-63
Lokalplanområdet ligger langs nordsiden af Hejrebakken og omfatter Hejrebakken 3-9 og 13-63. Området afgrænses mod nord og syd af villabebyggelser langs Elsevej og syd for Hejrebakken. Et mindre område ved Elsevej og Hejrebakken 11a-11c består af rækkehuse. På den anden side af villabebyggelsen syd for Hejrebakken begynder skoven.
![]()
Lokalplanen giver nye muligheder for, at der inden for lokalplanområdet kan opføres tilbygninger og nybyggeri. Lokalplanen sikrer dog at disse stilmæssigt underordner sig områdets gennemgående bebyggelsesstruktur og de enkelte delområders arkitektoniske karakteristika.
Planens tilvejebringelse
Lokalplan 167 har været i offentlig høring i perioden 27. juni – 11. august 2025 og forvaltningen har afholdt offentligt møde om planerne den 7. juli 2025. I høringsperioden modtog forvaltningen 12 høringssvar. Høringssvarene gav anledning til flere større og mindre ændringsforslag, og det blev besluttet, at der på baggrund heraf skulle gennemføres en supplerende høring. Denne høring blev gennemført d. 11.-26. september 2025. Ved denne høring indkom der yderligere 4 høringssvar. Alle indkomne høringssvar og de to høringsnotater med forvaltningens kommentarer til hovedsynspunkterne i høringssvarene indgik som grundlag for den politiske behandling af forvaltningens indstilling om endelig vedtagelse af planerne. Du kan se mødematerialet og læse referatet fra den politiske behandling på møder i Udvalget for Plan og Byudvikling, Økonomiudvalg og Byrådet på Furesø Kommunes hjemmeside Furesoe.dk. Klik på ”Politik” og vælg derefter ”Referater og dagsordner”. Planerne er vedtaget og offentliggjort i henhold til planlovens §§ 27 og 30-31.
Retsvirkninger
Når der er foretaget offentlig bekendtgørelse af en lokalplan, må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold i strid med planens bestemmelser, medmindre der er meddelt dispensation efter reglerne i planloven. Dette følger af planlovens § 18.
Klagevejledning - Klage til Planklagenævnet
Planen kan påklages til Planklagenævnet for så vidt angår retlige spørgsmål. Retlige spørgsmål er for eksempel om planlovens procedurer for tilvejebringelse af planen er flugt eller om kommunen ikke har haft hjemmel til at træffe afgørelse om vedtagelse af planen.
Derimod kan man ikke klage, hvis man mener, at planen for området burde have været anderledes. Du skal indgive din klage inden 4 uger efter datoen for planernes offentliggørelse på plandata.dk. Enhver med retlig interesse i sagens udfald har ret til at klage.
Du klager til Planklagenævnet via Nævnenes Hus på naevneshus.dk. Klik derinde på ”Start din klage” og klik dig frem til Planklagenævnet. Her kan du finde yderligere information om klageprocessen og gebyrer. Det fremgår derinde, at klagen skal indgives via et system kaldet ”klageportalen”, at klager sendt via e-mail eller brev bliver afvist, men at man i særlige tilfælde kan blive fritaget for at bruge klageportalen. En klage over en lokalplan har som udgangspunkt ikke opsættende virkning efter lovgivningen. Planklagenævnet kan dog træffe afgørelse om i særlige tilfælde at fravige lovgivningens udgangspunkt. Hvis man ønsker at indbringe planen for domstolene, skal det ske inden seks måneder fra den dag, planen er offentliggjort på plandata.dk
Informationer
Dokumentation & Tilladelser
Abonnér på Høringsportalen
Har du lyst til at få opdateringer på høringer direkte i din indbakke? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor vi løbende holder dig opdateret