Prisen for socialt ansvar
Furesø Kommune uddeler hvert år en pris til virksomheder, som tager et særligt socialt ansvar.
Prisen for socialt ansvar
Siden 2016 har Furesø Kommune uddelt en pris for socialt ansvar til virksomheder, som har gjort en forskel for borgere, som står udenfor eller er udfordret i forhold til arbejdsmarkedet. Formålet med prisen er at få de gode historier om virksomheder, der kobler forretning med socialt ansvar, frem i lyset.
Hvert efterår åbnes der for at virksomheder kan indstille sig selv eller andre til prisen.
Kriterierne for at komme i betragtning til prisen er:
- Virksomheden har gjort en positiv forskel for mennesker, som står udenfor eller er udfordret i forhold til arbejdsmarkedet. Virksomheden skal have gjort en forskel, som de ikke havde behøvet.
- Virksomheden har gjort en forskel i en længere periode
- Virksomheden er i drift med positivt regnskab
I kan også indstille en person til prisen, hvis I fx har en medarbejder, der gør en helt særlig indsats for, at I lykkes med at tage et socialt ansvar.
Det betaler sig at tage et socialt ansvar
Virksomheden giver en hånd til lokalsamfundet ved at tage et socialt ansvar – men det er samtidig en investering i virksomheden, der betaler sig på den lange bane.
Undersøgelser viser, at virksomheder med en tydeligt social ansvarlig profil har lettere ved at tiltrække nye kunder og medarbejdere. At medarbejdernes engagement, tryghed og sammenhold styrkes. Og at socialt ansvar som følge af blandt andet de offentlige støtteordninger til mentorer, løntilskud osv. ikke går ud over bundlinjen.
Arbejdskraften bliver sparsom de kommende år, så ved at åbne op for rummelig rekruttering og sætte social ansvarlighed på dagordenen, er man også med til at sikre arbejdsstyrken i fremtiden.
Tidligere vindere af prisen
FC Nordsjælland vinder prisen for socialt ansvar 2023 for deres for deres betydningsfulde indsats for udsatte borgere i Furesø.
FC Nordsjælland har åbent og positivt imødekommet ledige kandidater, og har tilbudt praktikker og ansat flere personer i fleksjob. Hos FC Nordsjælland er der plads til alle. Virksomheden er samtidig dygtig til at få inkluderet medarbejdere med forskellige udfordringer på arbejdspladsen, så man føler sig set, hørt og accepteret og som en del af ’holdet’.
Deres støtte til veteraner og engagement som mentorvirksomhed hos Mind Your Own Business understreger FC Nordsjællands brede sociale ansvar, hvor de går ud over det forventede.
FC Nordsjællands engagement i sociale initiativer og deres evne til at inspirere og støtte dem, der har brug for det, gør dem til en virkelig fortjent modtager af denne pris.
I 2022 laves der om i kriterierne til prisen, og der bliver kun uddelt én pris. Som noget nyt kan man indstille en enkeltperson til prisen.
Jimmy Thesbo, Johannes Fog
Jimmy Thesbo er en stor ressource for lokalsamfundet. Han tager selv initiativ til at sætte nye projekter i gang og yder en hjælp, der er langt over det forventelige.
Hans engagement er blandt andet kommet til udtryk som:
- Under Corona etablerede Jimmy rulleskøjtebane for børnene på parkeringspladsen. De har desuden leveret altankasser til Solvangskolen og tagrender til spil med bordtennisbolde.
- Jimmy er god til at formidle kontakter til kunders børn og familie til andre virksomheder – Jimmi har et kæmpe netværk lokalt. Han har for eksempel hjulpet unge med at finde lærepladser.
- I 2021 ansatte Jimmy en fleksjobber via jobcentret, som stadig er ansat i forretningen. Han har desuden ansat fleksjobbere fra andre kommuner, og han er generelt åben for at hjælpe med afklaringsforløb. Det er værd at bemærke, at det er forløb, som ikke kun igangsættes på grund af et rekrutteringsbehov, men som udryk for et ønske om at tage et socialt ansvar.
Samtidig driver han en succesfuld forretning. Hovedkontoret, som har indstillet Jimmy Thesbo, er imponerede over, at Jimmy formår at klare sig med Jem og Fix og Silvan lige rundt om hjørnet.
Jimmy Thesbo siger selv, at det ligger ham nært at kunne hjælpe, og han er af den holdning, at der er noget godt i alle. I forhold til at tage imod fleksjobbere eller borgere i afklaringsforløb lægger han vægt på, at Johannes Fog som organisation kan rumme det. Medarbejderne og kulturen er gearet til at tage godt imod alle.
Func og Piffany
Func og Piffany vinder prisen, fordi de i 2021 har taget et socialt ansvar ud over det sædvanlige.
Virksomheden har ikke alene ansat 35 kandidater fra Jobcenter Furesø, de har også været imødekommende overfor mange typer kandidater. Hverken sproglige udfordringer, skånebehov eller andre behov bliver set som et problem hos virksomheden – tværtimod arbejdes der for at imødekomme dette, og tilrettelægge arbejdet, så der er plads til alle.
For eksempel har Func og Piffany ansat en kandidat med flere udfordringer, blandt andet ordblindhed,
som var en hindring for, at vedkommende fandt et job. Func og Piffany tilbød kandidaten en ordinær
ansættelse, selvom kandidaten ikke havde erfaring fra deres branche og uden at have talt med vedkommende. Det understreger, hvor vigtigt det er for virksomheden at kunne gøre en forskel. Tak til Func og Piffany for den stor indsats i 2021!
Becher Madsen Service
Becher Madsen Servie vinder prisen, fordi de i 2021 har taget et socialt ansvar ud over det sædvanlige.
Becher Madsen Service har udvist stor åbenhed og tolerance i forhold til at tage imod ledige fra Jobcenter Furesø, og giver den enkelte en chance for at vende tilbage til arbejdsmarkedet i det tempo, der nu passer dem.
I 2021 har virksomheden taget imod omkring 60 kandidater fra Jobcenter Furesø (fordelt på praktik, løntilskud, småjobs og ordinære ansættelser).
Virksomheden ansætter mange forskellige kandidater, blandt andet langtidsledige og kandidater, som taler et sparsomt dansk. Sprogbarrierer bliver håndteret ved at præsentere opgaver visuelt.
Tak til Becher Madsen Service for deres store indsats i 2021!
Rema1000 Jonstrup
Rema1000 Jonstrup vinder prisen for deres helt særlige indsats for en kandidat med hørehandicap.
Virksomheden gør, hvad de kan for at kandidaten skal trives og udvikle sig. De har taget fuldt hensyn til kandidatens skånebehov og har tilegnet 1 person, som kontinuerligt arbejder på at etablere en god arbejdsdag for kandidaten. Da kandidaten skulle starte i praktik, lavede de et Facebook-opslag i samarbejde med kandidaten. Opslaget præsenterede ham som ny medarbejder og forberedte kunderne på, at de fremover ville møde en ung mand med hørehandicap og hvordan kunderne ved at tale langsomt og tydeligt kunne kommunikere med ham. Dette er for at sikre den bedste oplevelse for både kanidaten og kunderne. Det resulterede i en masse positive tilbagemeldinger fra kunderne.
Rema1000 Jonstrup tager generelt et stort socialt ansvar og har åbnet døren for mange ledige kandidater, som også har forskellige kompetencer og udfordringer/handicaps. Virksomheden er god til at melde tilbage om kandidaterne og der er en positiv og løsningsorienteret dialog og tilbagemelding i forhold til kandidaternes forløb.
Moduo
Jobcenter Furesø har i flere år haft et rigtig godt samarbejde med Moduo, som har hjulpet flere ledige borgere tilbage på arbejdsmarkedet. Moduo vinder CSR-prisen 2020 for deres åbenhed for at give alle en chance for at komme tilbage til arbejdsmarkedet.
Virksomheden gør deres for at det bliver en god oplevelse for kandidaten og uddanner også undervejs i forløbet via kurser.
En af de praktikker, der har ført til ansættelse i Moduo er med en integrationsborger og begge parter var utrolig glade for samarbejdet. Efter endt praktikperiode blev kandidaten tilbudt et ordinært job som svejser på fuld tid. Den anden ansættelse er også på fuldtid som værkstedsassistent.
Furesøbad
Restaurant Furesøbad vinder prisen for at gøre en stor forskel for ledige Furesøborgere. Furesøbad er altid åbne overfor at tage imod praktikanter fra Jobcenter Furesø – og det er hvad enten der er tale om en straksaktivering, en borger, der er udfordret på det sproglige eller andet. Furesøbad ansætter også en del ledige borgere i kortere eller længere tid.
På Furesøbad er der mange forskellige opgaver, og det er derfor muligt at tage hensyn til den enkelte person, som kan have fysiske/psykisk udfordringer eller behov for sprogundervisning.
Stedet er karakteriseret af en rummelig atmosfære, der satser på lokale råvarer og bæredygtighed og de tager på alle måder et stort socialt ansvar. Det ses blandt andet på personalets imødekommenhed og villighed til at gøre en ekstra indsats for den enkelte kandidat.
Restaurant Furesøbad har ikke alene taget et socialt ansvar i 2019, men har gennem flere år samarbejdet med jobcentret.
Gørløse Autoimport
Gørløse Autoimport vinder prisen for deres ekstraordinære indsats i forbindelse med en ansættelse af en elev med hørehandicap.
Virksomheden har lagt vægt på motivation frem for eventuelle udfordringer ved handicappet.
Derfor har virksomheden været gode til at imødekomme de specialbehov, som en elev med hørehandicap har. Virksomheden har gjort en ekstra indsats for at finde løsninger i forhold til arbejdsopgaver og kollegaer som har kunnet fungere både i forhold til kandidaten og virksomheden. Helt konkret er der med kandidaten også fulgt en tegnesprogstolk i løbet af dele af arbejdsdagen både i selve arbejdstiden, men også under frokost, da kandidaten ikke bare er en medarbejder, men også en kollega.
Gørløse Autoimport har vist at de vil tage et socialt ansvar, og at de er en virksomhed, hvor der er plads til alle.
Milcom
Milcom er en rummelig virksomhed, som i 2018 har givet flere furesøborgere en chance for at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet. I alt 5 Furesøborgere har i 2018 været i praktik, især inden for lager- og logistikområdet, og borgerne har ikke nødvendigvis haft den store faglige erfaring inden for området.
Milcom har både haft flygtninge, unge uddannelsesparate og forsikrede ledige i virksomhedspraktik, og nogle er også blevet ansat efterfølgende. Samarbejdet med jobcentret er gennem de sidste år intensiveret, og Kenneth Soldal, CEO, har tillige gjort brug af sit eget erhvervsnetværk for at få en af de unge praktikanter videre til anden virksomhed og over mod at påbegynde en IT uddannelse.
SPAR Ganløse
SPAR i Ganløse vinder prisen for at tage ledige furesøborgere ind, der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
I 2018 har der været fem kandidater i forløb, hvoraf flere er blevet ansat efterfølgende.
Butikschefen har fra starten gjort klart, hvad forventningen har været til den enkelte og der har hersket en stor grad af tillid til, at den enkelte kunne leve op til forventningerne. Når det ikke er gået som planlagt har den ledige fået det at vide på en respektfuld måde og er blevet givet flere chancer. Virksomheden har inden praktikkens start sat tid af til en lang samtale med fokus på at samstemme forventninger.
De mange vellykkede forløb kan i høj grad tilskrives virksomhedens respektfulde tone over for den enkelte krydret med klare forventninger tilpasset den enkeltes situation.
Poul Willumsen A/S
Poul Willumsen A/S er en virksomhed, der gør noget helt særligt for de lidt mere ”skæve eksistenser” i lokalsamfundet. Eller for tosprogede borgere, der har sproglige udfordringer og har behov for danske kollegaer for at udvikle de sproglige kompetencer. Alle medarbejdere løfter i flok, og de har én særlig tilgang til at hjælpe udsatte. Når forventningerne er afstemt fra start, tager virksomheder et kæmpe ansvar. Det er særligt vigtigt for dem, at alle deres medarbejdere trives og tager deres andel af fællesskabet uanset titel. Mange af de ledige bliver ansat efter endt praktik. Og hvis de ledige ikke fastansættes, går de alligevel derfra med flere kompetencer i bagagen og med et større gå-på- mod end før de startede.
Agnes Food
Agnes Food har igennem 2017 gjort en særlig bemærkelsesværdig indsats i Furesø. I 2017 har de i høj grad været med til at løfte Furesøs udsatte borgere videre og væk fra offentlig forsørgelse. De yder en social indsats, der favner diversitet og kan rumme udsatte lediges udfordringer, uanset om det er sproglige, sociale eller fysiske udfordringer. De har både udsatte voksne, unge og tosprogede borgere, der alle får en skræddersyet indsats om end det er igennem køkkenet eller ved transport.
Agnes tror på den individuelle tilgang, der skal tilpasses den enkelte, og det er det, der skaber succesen. Og deres indsats har en effekt. Flere borgere har fået troen tilbage og er kommet videre i beskæftigelse. De involverer de ledige direkte i deres forretning og stiller også store forventninger, så de ledige får bedst mulig chance for at vurdere hvad der kræves af dem, for at de kommer videre i job eller uddannelse.
Rentek A/S
For mange virksomheder kan det være en udfordring at tage imod unge praktikanter og borgere med særlige udfordringer. Sådan er det ikke for rengøringsfirmaet Rentek A/S – og sådan har det ikke været siden 1982. Rentek A/S er en virksomhed, der ikke giver op og skaber tydelig værdig for Furesø Kommunens borgere. De skræddersyr praktikker, så de er tilpasset den enkelte borger. Og har sågar et målrettet forløb for borgere, der har stået langt fra arbejdsmarkedet, hvor mange ender i ordinær beskæftigelse hos Rentek A/S.
Kontakt
Jobcenter Furesø
Stiager 23500 Værløse
Ring til os
Kontakt
Virksomhedsteam
Stiager 23500 Værløse